torsdag den 24. maj 2012

Fedme - energiubalance

Man kan sammenligne kroppen med en slags maskine. Både rugbrød, tomat, appelsinjuice og ost bliver omsat til de byggestene, der er behov for i organisme, og når det gælder selve energibalancen, afspejler vægtøgning/vægttab forholdet mellem indtaget af energi og forbruget af energi.
  Jeg, som er en 41-årig mand på 75 kg og 175 cm høj, forbruger 2000-2500 kcal om dagen. Spiser jeg mere, tager jeg på i vægt. Spiser jeg mindre, taber jeg mig. Cykler jeg for eksempel 50 kilometer en dag, forbruger jeg tusind kcal ekstra. Indretter jeg min tilværelse sådan, at jeg slet ikke bevæger mig, tager jeg på i vægt.
  Havde jeg nu været en kvinde, men ellers nogenlunde som ovenfor beskrevet, havde mit udgangspunkt været 1500-2000 kcal.
  At der er denne forskel mellem mand og kvinde, handler i høj grad om mængden af muskelmasse, hvorfor det også er indlysende, at en mand med meget fedt og kun lidt muskelmasse forbrænder mindre end en meget muskuløs og sportstrænet kvinde med samme højde og vægt og alder.

Fedme

Man bliver fed, hvis man gennem længere tid har spist mere, end man havde brug for. Der er i kroppen ophobet mere energi end godt er, hvilket på længere sigt er sundhedsskadeligt.
  Den energibalance, som kroppen almindeligvis forsøger at opretholde, er altså blevet til en slags energiubalance.
  Med andre ord: Vil man være fed i en fart, skal man spise meget og bevæge sig lidt. Vil man være slank, skal man gøre præcis det modsatte.

Fedmeepidemien

Fedmeepidemien er et lidt misvisende ord, idet mange forbinder ordet epidemi med bakterier og virus. Og skønt man undertiden kan få det opfattelse, at overvægtige mennesker næsten intet spiser i hvert fald ifølge det, de siger, har man aldrig påvist luft eller infektion som direkte årsag til overvægt eller fedme.
  Men hvad ordet fedmeepidemi meget godt beskriver, er den alvorlige situation, som hele den vestlige kultur og især økonomi er truet af: Ruin! For der er snart ikke penge nok til at behandle alle disse tilstande. Sukkersyge - antallet af patienter eksploderer jo i disse år. Behandlingen er dyr. For højt blodtryk, blodpropper, tarmkræft, kroniske smerter - antallet af patienter bare stiger og stiger.

Fed i en fart?

Ønsker du at være fed - og det endda i en fart? I så fald skal du blot lytte til Doktor Tegl og følge hans råd (spis meget, spis fedt, spis hurtigt osv.).
  Men ønsker du noget andet, f.eks. at lave sundt og måske ligefrem undgå nogle af alle disse alvorlige livsstilssygdomme, så gør præcis det modsatte (spis lidt ad gangen, spis magert, grønt, langsomt, hyppigt osv.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar