torsdag den 31. maj 2012

Fedmeepidemien - hvor, hvad og hvem?

Er der nogen, der ved, om jyder er federe end sjællændere ... eller omvendt? Er det unge eller gamle, høje eller lave, gule, røde eller hvide mennesker, der mest fede? Det kunne i hvert fald være interessant at finde ud af, om den slags har noget med geografi/demografi at gøre! Sikkert er det, at det handler om for meget mad og for lidt motion. Men skyldes det mon så for lidt kærlighed? Eller?

Fedme og psykologi

Der kan være mange grunde til, at man er blevet for tyk. Sjældent vil det dog skyldes et bevidst valg, snarere er der tale om en tilstand af energiubalance, som har fået lov at forblive en ubalance. Det kan f.eks. være, at man dagligt spiser præcis de 50 gram chokolade for meget, som hver dag lægger 250 kcal oven i kroppens allerede opsparede depoter, og på et år - med alverdens forbehold for individuelle variationer - giver det en halv snes kilo ekstra at slæbe rundt på. Det er ikke altid til at sige med sikkerhed, hvad der har været det udslagsgivende. Undertiden giver det slet ikke mening at tale om, at noget (i en- eller fåtal) har været det afgørende. Det er heller ikke altid muligt at sige, hvad der skal til for at tabe sig. Jo, spis mindre, bevæg dig mere! Det ved de fleste vel i grunden. Men hvordan trænger man igennem til det sted i personligheden, hvor viljen, motivationen og i sidste ende også evnen til at besejre fedmemonsteret findes? Kampen imod fedme skal kæmpes på flere fronter. Man er nødt til både at spise fornuftigt og dyrke motion. Men det kan ikke stå alene. Det handler ikke kun om en kur, et projekt, et påtaget livsmønster. Men er nødt til helt og holdent at involvere sig. Der findes ikke noget menneske, som har så stor interesse i din sundhed ... som dig selv! Og ingen kan, medmindre de bryder alle mulige love og konventioner, tvinge dig til at tabe dig. Men du kan beslutte noget andet - Og hermed er vi fremme ved hovedsagen: Jeg, Thomas Teglgaard, som er læge, og som skriver dette, har igennem en del år arbejdet med stofmisbrugere, og gang på gang har én ting slået mig, nemlig det helt grundlæggende psykologiske, at for at noget skal kunne lykkes, forudsætter det accept. Dette er pointen: Du er helt i orden, uanset om du er tyk eller fed. Og du kan lægge alle de gode planer, du vil, og du kan kikse dem alle sammen, og du har stadig krav på respekt og accept. Dit værd som menneske er nemlig ikke betinget af, om du vejer 65 eller 132 kilo. Når det gælder misbrugsbehandling, har det efter min opfattelse enorm betydning, at andre menneskers accept eller mangel på samme ikke er betinget af, hvad misbrugeren kan eller ikke kan præstere. Og jeg påstår hermed, at det samme gælder i arbejdet med sin vægt. ... Men i alt dette har jeg jo forudsat, at man gerne vil være slank og ikke fed.

onsdag den 30. maj 2012

Fed i en fart - release af programmet


Release af programmet hvor Doktor Tegl tager dig ved hånden, og viser dig nøjagtig hvordan du bliver 'fed i en fart'.

Se programmet

Fede giver bedre krammere


"En fed kan give en meget bedre krammer, fordi der ikke er det der haleben mod haleben - av, av, av ..." Sådan lyder Jonas Bock Nielsens udtalelse om en af de mange fordele ved at være fed.

Se videoen her

torsdag den 24. maj 2012

Fed i en fart - VIDEOEN

Doktor Tegl: FED I EN FART - youtube

Fedme - energiubalance

Man kan sammenligne kroppen med en slags maskine. Både rugbrød, tomat, appelsinjuice og ost bliver omsat til de byggestene, der er behov for i organisme, og når det gælder selve energibalancen, afspejler vægtøgning/vægttab forholdet mellem indtaget af energi og forbruget af energi.
  Jeg, som er en 41-årig mand på 75 kg og 175 cm høj, forbruger 2000-2500 kcal om dagen. Spiser jeg mere, tager jeg på i vægt. Spiser jeg mindre, taber jeg mig. Cykler jeg for eksempel 50 kilometer en dag, forbruger jeg tusind kcal ekstra. Indretter jeg min tilværelse sådan, at jeg slet ikke bevæger mig, tager jeg på i vægt.
  Havde jeg nu været en kvinde, men ellers nogenlunde som ovenfor beskrevet, havde mit udgangspunkt været 1500-2000 kcal.
  At der er denne forskel mellem mand og kvinde, handler i høj grad om mængden af muskelmasse, hvorfor det også er indlysende, at en mand med meget fedt og kun lidt muskelmasse forbrænder mindre end en meget muskuløs og sportstrænet kvinde med samme højde og vægt og alder.

Fedme

Man bliver fed, hvis man gennem længere tid har spist mere, end man havde brug for. Der er i kroppen ophobet mere energi end godt er, hvilket på længere sigt er sundhedsskadeligt.
  Den energibalance, som kroppen almindeligvis forsøger at opretholde, er altså blevet til en slags energiubalance.
  Med andre ord: Vil man være fed i en fart, skal man spise meget og bevæge sig lidt. Vil man være slank, skal man gøre præcis det modsatte.

Fedmeepidemien

Fedmeepidemien er et lidt misvisende ord, idet mange forbinder ordet epidemi med bakterier og virus. Og skønt man undertiden kan få det opfattelse, at overvægtige mennesker næsten intet spiser i hvert fald ifølge det, de siger, har man aldrig påvist luft eller infektion som direkte årsag til overvægt eller fedme.
  Men hvad ordet fedmeepidemi meget godt beskriver, er den alvorlige situation, som hele den vestlige kultur og især økonomi er truet af: Ruin! For der er snart ikke penge nok til at behandle alle disse tilstande. Sukkersyge - antallet af patienter eksploderer jo i disse år. Behandlingen er dyr. For højt blodtryk, blodpropper, tarmkræft, kroniske smerter - antallet af patienter bare stiger og stiger.

Fed i en fart?

Ønsker du at være fed - og det endda i en fart? I så fald skal du blot lytte til Doktor Tegl og følge hans råd (spis meget, spis fedt, spis hurtigt osv.).
  Men ønsker du noget andet, f.eks. at lave sundt og måske ligefrem undgå nogle af alle disse alvorlige livsstilssygdomme, så gør præcis det modsatte (spis lidt ad gangen, spis magert, grønt, langsomt, hyppigt osv.)

onsdag den 23. maj 2012

Formålet er IKKE at gøre mennesker tykke

Bare for en ordens skyld: Doktor Tegl mener ikke, at man bør være fed ... og da slet ikke i en fart.
Han forklarer blot, hvordan man bliver det.
Vil du være tynd, skal du gøre nogenlunde det modsatte!

mandag den 21. maj 2012

Fed i en fart - konceptet

En sludder om konceptet

Af: Henrik Lundahl Revshøi 

Jeg (Henrik - for Doktor Tegl er gået under jorden; jeg kan i hvert fald kun sjældent finde frem til ham) har fået utallige henvendelser fra tyske provstinder, forvirrede gynækologer og andre, der undrer sig og har spurgt mig, hvad alt dette med Doktor Tegl og 'fed i en fart' egentlig går ud på. Jeg satte mig derfor ned med Thomas Teglgaard for at få en sludder om konceptet. Det blev til denne lille video.

søndag den 20. maj 2012

Fedme - og lidt om følgevirkningerne

Ét er, at fedme ikke er så charmerende at se på, noget andet er følgevirkningerne: Det belaster hjertet og hele kredsløbet, det øger risikoen for sukkersyge, og det giver smerter i bevægeapparatet. Desuden besværliggør det hverdagen, undertiden endda i en grad, som umuliggør god livskvalitet. Det gør også noget ved mennesker på det psykologiske plan: Man kan opleve at tabe både følelse af værdighed og selvrespekt, man kan opleve andre menneskers fordømmende og nedladende reaktioner. At det så ligefrem er blevet sådan, at man ikke bare taler om fedme, men om en egentlig fedmeepidemi, gør det blot endnu mere bekymrende. For hvad sker der (for den enkelte, for de pårørende, for et samfund), når det bliver mere og mere "normalt" at være iført så store energidepoter, at både det fysiske og psykiske helbred står på spil? Det må tiden vise. Sikkert er det i hvert fald, at det er dyrt og besværligt. Koster både penge, tid og energi at blive smækfed, og når man så er blevet det, koster det blot endnu flere penge, endnu mere tid og energi på flere niveauer at agere fornuftigt i forhold til det.

fredag den 4. maj 2012

Slankekur vs fedmekur

Slankekure er det rigeligt af. Om de virker - eller rettere: Om de virker i længden, er nok en anden sag, som frugt-og-grønt-hysterikerne kan diskutere og i det hele taget more sig med alt det, de vil.

Emnet her er fedme. For hvor der findes urimeligt mange forslag til, hvordan man taber sig i vægter, halter det noget med fedmekurene. Det skal der gøres noget ved. Doktor Tegl samler og formidler gode fifs til, hvordan man bliver fed i en fart.
Og det er ret simpelt. Kort sagt er der nemlig kun to hovedregler: Spis meget. Bevæg dig lidt.
(Og så gad vi ikke forsøge at forklare alle de dér sundhedsfreaks, at hvis de virkelig mente det med slankekurene og rent faktisk ønskede at gøre budskabet simpelt, kunne de blot skrive nøjagtig det modsatte: Spis mindre. Bevæg dig mere.)

Fedmeepidemien er over os

Fedmeepidemien er over os. Dette enorme uhyre med fråde om munden ... og en bamsevom.
Vi kan kæmpe imod - og vi gør det. De fleste mennesker synes, at de - alt i alt - spiser nogenlunde fornuftigt, men hvad enten det nu er luften i vandet, der gør et eller andet ved dem, så tager de på i vægt.
Og det er jo skræmmende at tænke på, hvis man skal tro al den energi, der bruges på at advare imod det faretruende monster: At vi alle en dag slæber os rundt her i Danmark smækfede og aldeles ulykkelige.

Af en eller anden grund er budskabet aldrig trængt ind. Så nu prøver vi på den anden måde: Bliv fed i en fart! Følg Doktor Tegls råd, så bliver du fed i en fart. Slut med slankekure og dårligt humør! Læn dig i stedet tilbage med en pose chips, en nougatogmarcipansandwich (det er næsten som juleaften), spis meget, rigtig meget, spis hurtigt, fedt og så ofte som muligt. Spis pasta i stedet for gulerødder, pommes frites i stedet for kogte kartofler.
Når det gælder væskeindtag, så undgå allermest vand. Drik alt muligt andet bare ikke rent vand. Sodavand giver måske sig selv, men du skal ikke undervurdere juice, mælk og alkohol.

Bevæg dig så lidt som muligt. Hvis man virkelig planlægger det godt, kan man næsten få en hel dag til at gå uden at bevæge noget særligt. Det er noget med at have fjernbetjeninger og andre vigtige dimser inden for rækkevidde. Det er noget med bil i stedet for cykel, søvn i stedet for svømning.

Så hvis du virkelig vil være fed, så følg med her!
Og hvis du er til popmusik på amatørbasis, hastigt klasket et ind på en iPad (GrarageBand), så lyt til sangen:
FED I EN FART Doktor Tegl på Myspace


(Ansvarlige for denne side er Thomas Teglgaard og Henrik Lundahl Revshøi)